Jødisk Samfund om nytårstale: Det betyder alt for os

– Antisemitisme, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende hører ingen steder hjemme.

Sådan sagde dronning Margrethe tirsdag aften i sin nytårstale, der blev transmitteret direkte på tv og radio.

Hos Dansk Jødisk Samfund er formand Henri Goldstein meget glad for dronningens klare budskab.

– Jeg synes, det er stærkt af dronningen, at hun nævner det, som har rørt sig i det danske samfund de seneste to til tre måneder i højere grad end tidligere, siger Henri Goldstein.

Han mener ikke at mindes, at dronningen tidligere har nævnt antisemitismen i sin nytårstale. Derfor rører det også formanden.

– Det betyder alt for os. Det er det officielle Danmark og landets regent, der forstår os, og det kan ikke være andet end noget, vi hylder, siger Henri Goldstein.

I efteråret 2019 har antisemitisme fyldt en del. Blandt andet da jødiske gravstene og boliger på 80-årsdagen for Krystalnatten blev hærget.

Fra Folketingets talerstol har statsminister Mette Frederiksen (S) også tidligere taget afstand fra hærværket.

– At skænde gravsteder hører ingen steder hjemme. Antisemitisme og racisme har ingen plads i Danmark, sagde Mette Frederiksen i november.

/ritzau/