Københavns Zoo får anden isbjørneunge på mere end 20 år

Der er kommet et helt nyt medlem af isbjørnefamilien i Zoologisk Have i København. Det skriver København Zoo i en pressemeddelelse mandag.

Fredag eftermiddag fangede et overvågningskamera fra isbjørnens fødehule to fødsler fra den ene hunisbjørn. Den ene unge overlevede ikke. Men den anden dier og viser tegn på at være sund og rask, lyder det.

Zoolog Mikkel Stelvig glæder sig over, at det er lykkedes at få endnu en isbjørneunge.

– Isbjørnehunnen, der netop har født, har været i Zoo siden 2005 og er gennem årene blevet parret af to forskellige hanner – hidtil uden held.

– Vi har også haft hende gennem flere dyrlægeundersøgelser i forsøg på at finde årsagen til, at hun tilsyneladende ikke kunne blive drægtig, og derfor er vi jo ekstra glade nu, hvor det alligevel er lykkedes hende at få en unge, siger Mikkel Stelvig i pressemeddelelsen.

Det er blot anden gang i mere end 20 år, at Københavns Zoo har en isbjørnefødsel.

Og selv om ungen dier og den førstegangsfødende hunisbjørn udviser den helt rigtige adfærd, er de næste to til tre uger stadig en kritisk fase, forklarer Mikkel Stelvig.

– Vi ved, at mere end halvdelen af alle isbjørneunger ikke overlever de første 30 dage efter fødslen. Derfor er det helt afgørende, at vi sikrer mest muligt ro i og omkring fødehulen det næste stykke tid, siger zoologen.

/ritzau/