Kæmpe vindmølletransport har sneglet sig vej til testcenter

Mandagen igennem har en stor vindmølletransport påvirket trafikken på flere af de nordjyske veje.

Ud på eftermiddagen er de to dele af vindmøllen, som har skullet transporteres, nået frem til målet ved vindmølletestcentret i Østerild i Nordjylland.

Det oplyser Gert Overgaard Madsen, der har været ansvarlig for transporten hos transportfirmaet Torben Rafn.

Vindmølledelene er blevet transporteret 21 kilometer i meget lav hastighed – helt præcist tre kilometer i timen.

Det skulle sikre, at man kunne udligne de små ujævnheder, der måtte være på vejen.

De dele, der har været under transport, er vindmøllens øverste og nederste del, som samlet vejer flere hundrede ton.

Hjemmeværnet har stået for at dirigere trafikken og underrette beboerne i husene på ruten i god tid, før vindmølledelene kom forbi. Politi og følgebiler har desuden været med langs ruten.

Vindmøllen vil ende med at blive over 200 meter høj – svarende til mere end fem gange højden af Rundetaarn i København.

Frem mod mandagens flytning har Gert Overgaard Madsen kunnet fortælle til DR, at man har brugt flere måneder på at forberede sig på transporten af den store vindmølle.

De mange måneder er gået med udregninger af de fysiske forhold, køretekniske løsninger, ansøgning om tilladelse og advisering af beboerne langs ruten, der flere steder kun har været lige akkurat så bred som køretøjerne.

/ritzau/