NY VERSION: Kulturhus aflyste samarbejde med systemkritiske kinesere

Tophistorien er skrevet og udgivet af TV2 FYN. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Siden foråret har foreningen for Falun Dafa i Danmark samarbejdet med det delvist kommunalt ejede musik- og teaterhus Odeon om at få det kinesiske show Shen Yun Performing Arts til Odense i begyndelsen af april næste år. Shen Yun er kritisk overfor det kinesiske regime og har flere gange oplevet, at Kina har forsøgt at presse danske og europæiske kulturinstitutioner til ikke at hyre kunstnergruppen.

Et kontraktudkast med aftalte forestillinger 2. og 3. april 2020 blev 11. oktober fremsendt af Odeon til Shen Yun Performing Art. 14. oktober blev der holdt møde mellem parterne, og samme dag modtog Shen Yun en mail om, at der var reserveret 50 hotelværelser til kunstnerne.

Grundlagt i New York
Men dagen efter meddelte Odeon pludselig, at kontrakten alligevel ikke kunne blive til noget, da den store sal i Odeon netop disse dage var booket til en stor konference.

– For os er der ingen tvivl om, at Odeon har valgt at aflyse forestillingen af frygt for reaktioner fra Kina og for at behage den kinesiske ambassade i Danmark. Der er sandsynligvis tale om selvcensur, og at det kommunistiske regime i Kina har haft held med at øve indflydelse på kulturlivet i Danmark, er skræmmende, siger Benny Brix, der er talsperson for foreningen Falun Dafa i Danmark, som har haft kontakten og holdt mødet den 14. oktober med Odeon på vegne af Shen Yun.

Shen Yun blev dannet af kinesiske kunstnere i 2006 i New York i USA. Kunstnerne ønskede at genopdage autentisk og traditionel kinesisk kultur, som de mener bliver undertrykt af det kinesiske styre. Shen Yuns forestilling med klassisk kinesisk dans og musik er blevet opført flere steder i både USA, London og Berlin. I Danmark har Shen Yun optrådt i Aarhus.

Pres på Musikhus i Aarhus
Men ofte når Shen Yun optræder bliver arrangørerne presset af Kina, der ønsker forestillingerne aflyst. Det er sket i både udlandet, og da Shen Yun optrådte i Aarhus, hvor Musikhuset ifølge Politiken fik et brev fra Den kinesiske Ambassade. Shen Yun Performing Art blev af ambassaden kaldt for et politisk redskab for den i Kina forbudte Falon Gong bevægelse.

Forestillingen blev dog gennemført, og i februar i år var Shen Yun tilbage med forestillinger i Musikhuset i Aarhus.

Sådan gik det dog ikke på Kongelige Teater i København, hvor foreningen Falun Dafa over flere gange har forsøgt at få en forestilling sat op. Senest i august 2017 fik teatertruppen afslag på at leje scener på Det Kongelige Teater. En mailkorrespondance som Radio24syv fik aktindsigt i viste, at Den Kinesiske Ambassade lagde pres på det Kongelige Teater for at forhindre forestillingerne med Shen Yun.

Stor konference i vejen
Da Odeon 15. oktober pludselig og uden varsel aflyste de planlagte forestillinger på Odeon lød begrundelsen således:
“Vi har desværre lige opdaget at der på 2. april samt 3. april 2020, som du har forespurgt på, allerede ligger en underskrevet kontrakt på en stor konference. Datoerne er således ikke længere ledige. Jeg kan derfor rent juridisk ikke gøre noget. Det beklager jeg”, skrev eventkoordinatoren hos Odeon.

Falun Dafas talsmand i Danmark tror dog ikke ret meget på forklaringen fra Odeon.

– Det virker meget lidt sandsynligt, at det skulle være rigtigt, at Odeon pludselig finder ud af, at lokalerne er optagede. Vi har arbejdet på det her i meget lang tid, vi har været meget langt nede i detaljerne og skrevet sammen 40 eller 50 gange, så det virker ikke troværdigt, siger Benny Brix.

Dyrt at fornærme Kina
Forfatter og Kina-ekspert Christina Boutrup er ikke overrasket over, at der i sidste øjeblik alligevel ikke blev tegnet en kontrakt mellem Odeon og Shen Yun Performing Arts.

– Det har været kendt i en række år, at hver gang denne trup prøver at leje et lokale et sted i Danmark eller Europa, så bliver der pludselig problemer, og så kan det ikke lade sig gøre. Det er meget ventet, siger Christina Boutrup.

Odense har i årevis på en række områder haft samarbejde med Kina og kinesiske virksomheder. Blandt andet på det kulturelle område har det været samarbejde om H.C. Andersen og H.C. Andersens Hus tiltrækker hvert år tusinder af turister til Odense fra Kina. Derfor kan der være meget på spil for en stor dansk kommune, hvis den lægger sig ud med Kina.

– Selvom Odense måske ikke direkte har noget med Kina at gøre, så er Kina et stort og vigtigt marked for mange virksomheder, og der er også mange potentielle investorer, som kunne være interesseret i fynske virksomheder. Og det er klart, at hvis de kinesiske myndigheder har fået et horn i siden på Odense på grund af, at man inviterer denne trup til Odense, jamen så kan man risikere, at man ikke få delegationer eller investorer på besøg, siger hun.

Ingen kommentarer
Hos Odeon afviser administrerende direktør Jens Pedersen, at Odeon har udøvet selvcensur.

– Jeg har hørt om sagen, men jeg afviser bestemt, at der er tale om selvcensur. Derudover har jeg ingen kommentarer, lyder det kortfattet fra Jens Pedersen.

Ledelsen i Odeon vil heller ikke fortælle, hvilken “stor konference”, som pludselig var booket på de datoer, som Shen Yun og Odeon var millimeter fra at aftale sig frem til.

Odeon er delvist ejet af Odense Kommune. Stabschef i Borgmesterforvaltningen Michael Bruhn Frederiksen afviser overfor TV 2/Fyn, at forvaltningen har været involveret i sagen om den kinesiske trup, og han afviser også, at forvaltningen skulle have været udsat for pres af den kinesiske ambassade.

– Jeg har ikke hørt om den sag før, vi bliver kontaktet af jer. Men efter jeres henvendelse har vi været i kontakt med Odeon og fået at vide, at der var tale om en fejlbooking. Det er så dét, og da Odense Kommune ikke har noget at gøre med driften af hotellet eller bookingsystemet, kan vi ikke tilføje yderligere, siger Michael Bruhn Frederiksen.

https://www.tv2fyn.dk/artikel/kulturhus-aflyste-samarbejde-med-systemkritiske-kinesere

Redaktionel kontakt:
Jakob Herskind
tlf.: +4525317829
e-mail: [email protected]

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF TV2 FYN ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)