Gentofte-børn må ikke bo privat i Tasiilaq efter sag om overgreb

Efter rapporter om overgreb i Tasiilaq skal skoleelever fra Gentofte ikke længere overnatte privat i den grønlandske by Tasiilaq.

Det fortæller kommunaldirektør i Gentofte Torben Frølich til Radio24syv, skriver Jyllands-Posten.

– Proppen er røget af flasken, og med den viden, vi har, synes vi ikke, at vi kan stå på mål for det, siger kommunaldirektøren ifølge Jyllands-Posten til Radio24syv.

I næsten 30 år har Gentofte Kommune sendt elever fra 5. klasse på overnatning hos grønlandske familier i Tasiilaq i ti dage om året. Nu har kommunen bestemt, at børnene fremover skal overnatte sammen i en sovesal.

Beslutningen er taget, efter at Tasiilaq er kommet i mediernes søgelys for en række ubehagelige statistikker.

I maj kunne DR-dokumentaren “Byen, hvor børn forsvinder” fortælle, at hvert tredje barn i byen har været udsat for seksuelle overgreb.

Samtidig har Grønlands Politi for nylig udgivet en rapport, der viser, at der fra 2014 til 2018 havde været 191 anmeldelser af seksualforbrydelser mod børn og unge i Tasiilaq.

Byen har omkring 2000 indbyggere.

/ritzau/