Museumsdirektører ærgrer sig over fortsatte sparekrav

Museumsdirektører er ærgerlige over, at de modsat andre kulturtilbud ikke undgår sparekrav på to procent årligt, hvis det står til regeringen.

De glæder sig dog over, at andre dele af det kulturelle Danmark ikke længere står til at skulle spare.

– Jeg ville gerne have haft, at vi var blevet undtaget. Men det positive er, at man er begyndt at fjerne nogle af besparelserne på kulturområdet, siger Rane Willerslev, Nationalmuseets direktør.

I et udspil til den kommende finanslov har S-regeringen foreslået at fjerne det såkaldte omprioriteringsbidrag fra nogle, men ikke alle kulturtilbud.

Nyheden har dog skabt forvirring. Blandt andet skrev mediet Kulturmonitor fredag, at sparekravet for museer og orkestre reduceres fra 2 til 0,6 procent. Det er ifølge Kulturministeriet ikke tilfældet.

Regeringen har lagt op til, at kulturtilbud som egnsteatre, folkehøjskoler og spillesteder ikke længere skal spare to procent årligt. Den årlige besparelse vil stadig gælde blandt andet orkestre og museer.

Det Grønne Museum, der ligger i Auning på Djursland, skal derfor fortsætte med at spare to procent årligt. Det ærgrer museets direktør, Anne Bjerrekær.

– Jeg kan glæde mig rigtig stort på mange af mine kulturkollegers vegne, men jeg kan også sige, at det på egne vegne er rigtig, rigtig ærgerligt, at vi skal fastholde det, siger Anne Bjerrekær.

Det Grønne Museum skal på grund af det politiske krav spare 400.000 kroner om året. For Nationalmuseet er der ifølge Rane Willerslev tale om et tocifret millionbeløb per år.

Rane Willerslev og Nationalmuseet har allerede forberedt sig på, at museet i nogle år endnu skulle spare. Han ville dog ønske, at kulturminister Joy Mogensen (S) fortalte, hvornår de to procents besparelser ophører.

– Det vigtige for os på Nationalmuseet er, at der kommer en slutdato på. Det har vi ikke fået, siger Rane Willerslev.

Hvis sparekravet ikke fjernes inden 2022, bliver museet ifølge direktøren nødt til at foretage “massive besparelser”.

SF meldte lørdag formiddag ud, at partiet gerne ser, at museer også undgår omprioriteringsbidraget.

– Vi kommer til at gå til finanslovsforhandlinger med det klare krav, at kunst og kultur også skal fritages for besparelser, siger kulturordfører Jacob Mark (SF).

/ritzau/