PRM / Cloudbaserede it-virksomheder konsoliderer sig som aldrig før

Pressemeddelelse fra JDM A/S
Kampen om kunderne i it-branchen er hård, og kunderne stiller stadig større krav til virksomhedernes produkter og services, når det kommer til funktionalitet, tilgængelighed, oppetid og sikkerhed. Som resultat heraf har både danske og udenlandske it-virksomheder gennem de sidste år foretaget en gennemgående konsolidering af kompetencer og specialviden gennem fusioner og opkøb.

– Vi ser en tendens, hvor der er langt dybere overvejelse bag indkøbene af it end tidligere, og hvor kunderne har stadig større forventninger til, at standardapplikationer i skræddersyede digitale løsninger skal understøtte virksomhedernes specialiserede processer. Vores analyser viser, at totalinvesteringerne i it i Norden stort set følger den økonomiske vækst i samfundet med en forventet stigning på 3,3 procent i perioden 2017-2022, udtaler Research Director for analyseinstituttet IDC Nordic, Jan Horsager. Han tilføjer:

– Heraf udgør investeringer i software klart den største kategori med en forventet stigning på 6,5 procent. Og her er fusioner i it-branchen ofte en nødvendighed for, at virksomheder teknologisk og afsætningsmæssigt har det, der skal til for at kunne agere på markedet.

Odenseanske JDM er en af de danske virksomheder, der har set klare fordele i at udvide forretningen gennem fusioner med andre specialiserede it-virksomheder. 1. juli fusionerede JDM med den cloudbaserede virksomhed CloudWorkers, og fortsætter fra den 13. august under det fælles navn, JDM A/S. Det er anden gang i 2019, at JDM udvider forretningen, efter de i februar fusionerede med Massive Dynamics.

– I en tid hvor Microsoft med fuld kraft bevæger sig mod, at alt rykker i skyen, er det vigtigt for os at styrke vores kompetencer yderligere. Der er ingen tvivl om, at med den rivende udvikling, der sker med cloud services, at konsolidering er en fordel for både JDM og kunderne. Det er kun muligt at dække det fulde sortiment af Microsoft cloud-løsninger i Azure og Microsoft 365 med flere specialister, der kan dygtiggøre sig i de forskellige områder, udtaler direktør hos JDM, Jacques D. Møller.

Med fusionen udvider JDM sit engagement i København, tilføjer 12 nye specialister til staben og tager endnu et vigtigt skridt i at manifestere sig som en væsentlig landsdækkende spiller på markedet.

Stort uudnyttet potentiale i Danmark

Vores velfungerende infrastruktur gør Danmark til et attraktivt land at drive it-virksomhed fra. Det gælder særligt for virksomheder, der tilbyder cloudbaserede it-infrastruktur og CRM-systemer, hvor der stilles store krav til sikkerhed, stabilitet og ikke mindst serverkapacitet.

Der er dog fortsat mange danske virksomheder, som benytter sig af flere forskellige it-leverandører i stedet for at samle løsningerne ét sted. Det agter partner i CloudWorkers, Nis Bank Lorenzen, at ændre på:

– Sammen med JDM vil vi gå benhårdt efter det danske marked, hvor der fortsat er et stort uudnyttet potentiale. Med vores samlede kompetencer vil vi således ikke alene kunne bibeholde vores nære kendskab til kunderne og vores høje serviceniveau, men vil på denne måde tage det til det næste niveau og stå endnu stærkere overfor vores konkurrenter, siger han.

Kontakt:
Kenneth Holm Lildholdt
COO, JDM A/S
(+45) 23 40 14 19
[email protected]
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cloudbaserede-it-virksomheder-konsoliderer-sig-som-aldrig-for?releaseId=13578190