Historisk koncertsal genåbner efter flere år

Videoen “Historisk koncertsal genåbner efter flere år” udsendt af “TV2/Lorry” kan downloades på Ritzaus Videoweb www.videoweb.dk

Anvendelse af Ritzaus tjeneste for citatvideo og materiale herfra forudsætter accept af vilkårene. Følg linket nederst på siden.

Der var masser af champagne og god stemning, da Frederiksbergs legendariske eventscene Falkoner Centret atter en gang kunne byde gæster inden for onsdag.
Falkoner Centret har nemlig været lukket i omtrent to et halvt år på grund af renovering og udbygning. Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), fik æren af at markere genåbningen ved at klippe den obligatoriske røde snor over.
Og med snorklippet får Frederiksberg-borgerne igen det sted, de længe har ventet på, mener borgmesteren.
– Det har været et kulturelt eventsted, og på Frederiksberg er vi glade for musik. Vi har mange fine teatre, men det her er den kommercielle vinkel på events, og det har vi manglet. Men nu kan Frederiksberg-borgerne igen komme ind og høre god musik og se nogle gode forestillinger, siger Simon Aggesen.
Scene med prominent fortid De gennemrenoverede lokaler er stærkt inspirerede af Falkoner Centrets hjerte og dets historie, nemlig Falkoner Salen fra 1958 – der trods renovering i store træk ligner sig selv.
– Vi har gjort en dyd ud af at bevare Falkoner Salen, for den er smuk i sig selv, forklarer Henriette Hansen, Congress & Event Manager hos Scandic Falkoner.
Falkoner Salen har igennem tiden lagt brædder til mange store personligheder og kunstnere som eksempelvis Fidel Castro, Liza Minnelli og The Jackson Five.
Udtrykket “en gang til for prins Knud” menes også at stamme fra en forestilling i Falkoner Salen, hvor Arveprins Knud efter endt forestilling fik hele ensemblet til at genopføre én særlig scene i stykket, som han fra kongelogen havde misset.
Og selvom Falkoner Salen har mere end 60 år på bagen, havde man allerede dengang tænkt forud, mener Henriette Hansen.
– De mennesker, der byggede Falkoner Salen i sin tid, de har tænkt sig rigtig godt om. Salen er super fleksibel, og i princippet det man kunne dengang, kan man også nu.
– Vi har bare effektiviseret måden vi kan omstille på med et nyt stolsystem, så vi for eksempel kan have teater og hurtigt rykke om til et fladt gulv, forklarer Henriette Hansen, der har været i huset i over 30 år.
Scenen bliver indtaget for første gang siden genåbningen på lørdag, hvor musicallen Lyset over Skagen løber af stablen.

Ovenstående citatvideo er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet.

Læs de fulde vilkår her: videoweb.ritzau.dk/vilkaar