OVERBLIK: Her er konflikten mellem DSB og de ansatte

Siden DSB i 2017 meldte sig ind i Dansk Industri, har der været flere arbejdsnedlæggelser blandt de ansatte.

En unavngiven pressemeddelelse har varslet arbejdsnedlæggelse blandt DSBs personale mandag 1. april.

Her kan du få et overblik over konflikten mellem DSB og de ansatte.

* I 2017 meldte DSB sig ind i Dansk Industri og opsagde alle eksisterende overenskomster med deres ansatte.

* I november 2018 førte uenigheder om nye overenskomster til flere arbejdsnedlæggelser og aflyste togafgange.

* I slutningen af samme måned lovede DSB og Dansk Jernbaneforbund at begrave stridsøksen.

* Men nu ser det svært ud, siger formand for Dansk Jernbaneforbund Henrik Horup til TV2.dk:

– Vi kommer ikke videre i forhandlingerne lige nu. De er afbrudt. Jeg er af den overbevisning, at der skal andre spillere på banen, før vi kan komme videre, sagde han 30. marts 2019 til tv-stationen.

* Dansk Jernbaneforbund holdt lørdag 30. marts 2019 et møde med Dansk Arbejdsgiverforening.

* Mødet blev hasteindkaldt af DSB, efter at Ekstra Bladet fredag 29. marts 2019 omtalte en pressemeddelelse, angiveligt fra ansatte i DSB, som varsler arbejdsnedlæggelse mandag 1. april i tidsrummet klokken 04.00 til klokken 15.

* Efter mødet har forbundet meldt ud på dets hjemmeside, at man "hverken har opfordret til eller står bag ved en eventuel overenskomststridig arbejdsnedlæggelse den 1. april 2019".

* Forbundet understreger, at der "ikke må forekomme overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og at medlemmerne skal holde arbejdet normaliseret den 1. april 2019".

* DSB meddeler søndag 31. marts, at man som udgangspunkt regner med, at togene kører som normalt mandag 1. april, men at man som togrejsende bør tjekke Rejseplanen eller DSBs hjemmeside en ekstra gang.

Kilder: Ritzau, TV2.dk, Dansk Jernbaneforbund.

/ritzau/