Deling af billeder af bryster og kønsdele rammer Forsvaret

I alt blev fem soldater i 2018 idømt bødestraffe for at have delt fotos af krænkende karakter.

En ny type af digitale krænkelsessager har set dagens lys i Forsvaret, hvor nærbilleder af en kvindelig værnepligtiges blottede bryster og bagdel er blevet delt.

Det fremgår af årsrapporten fra Auditørkorpset, skriver DR.

I rapporten står der, at antallet af krænkelsessager steg sidste år i Auditørkorpset hos Forsvaret fra to til fire sager.

I alt blev fem soldater i 2018 idømt bødestraffe for enten at have delt eller optaget fotos af krænkende karakter.

En konstabel blev for eksempel idømt dagbøder for blufærdighedskrænkelse, efter at han tog nærbilleder af en kvindelig værnepligtiges blottede bryster og bagdel.

– Mens hun sov nøgen på sit værelse, samt ved i flere tilfælde via sin telefon at have sendt disse fotos samt fotos af sit eget erigerede lem til hende, beskriver årsrapporten.

Den samme type sager har samfundet oplevet de seneste år.

Af større sager er blandt andet den såkaldte Umbrella-sag. Her er mere end 1000 unge blevet sigtet for at have delt optagelser af seksuel krænkende karakter.

Derfor kan det ikke undre, at fænomenet nu har fundet vej til det militære system. Kvindelige og mandlige værnepligtige og konstabler bor ofte på samme stuer, konstaterer generalauditør Lars Stevnsborg.

– Det kræver en opmærksomhed, ikke mindst når man har de tætte relationer på en belægningsstue, hvor man bor sammen.

– Der ligger i høj grad et ansvar for Forsvaret i at sikre, at man udstikker nogle retningslinjer for de unge mennesker, siger Lars Stevnsborg til DR.

Ifølge chefen for Strategisk HR i Forsvarskommandoen, så er enhver form for krænkende adfærd uacceptabel i Forsvaret.

– Det er aldrig godt nok, når der er én sag, fordi én sag er en for mange.

– Derfor sætter vi ind hver gang, der kommer en sag til vores kendskab, og så skal sagen håndteres, fordi det er ikke acceptabelt, hverken over for den enkelte eller Forsvaret, siger Jesper Heiner Lynge til Ritzau.

Ifølge ham vil Forsvaret gøre det samme, som de gør nu for at forhindre krænkelserne.

– Det vil sige, vi fastholder vores nultolerance over for krænkelser, og vi informerer vores medarbejdere og værnepligtige, hvad vores politik er på området, siger Jesper Heiner Lynge.

/ritzau/