Tirsdagens 15,8 grader tangerer 29 år gammel rekord

DMIs termometre har ikke vist 15,8 grader i februar siden 1990. Høj sol og varm vind fra Afrika ligger bag.

Der har været ekstra grund til glæde i Smilets By tirsdag. DMI målte klokken 14 den højeste temperatur i februar siden 1990, da kviksølvet røg op på 15,8 grader i Aarhus.

Klimatolog fra DMI Michael Scharling regner ikke med, at man vil se en højere temperatur resten af tirsdagen.

– Det er i høj grad solen, der har sørget for at sende temperaturen i vejret, og den bliver kun svagere som dagen går på hæld. Så jeg tror, at det er usandsynligt, at rekorden bliver slået, siger han.

Det strålende vejr skyldes et stort højtryk i Centraleuropa, som giver fri passage til varm luft, der kommer blæsende fra Nordafrika, siger DMIs vagthavende meteorolog Bolette Brødsgaard.

Hendes bedste bud er, at det forårsagtige vejr vil vare ved lidt endnu.

– I løbet af torsdag skifter vi vejr. Vi får skyer ind, der dog ikke ser ud til at bringe nedbør med sig. Temperaturen vil også falde hen over weekenden, dog vil vi ikke få decideret frost, siger Bolette Brødsgaard.

Selv om klimatolog Michael Scharling ikke er meget for at kæde enkelte dages vejr sammen med klimaforandringer, erkender han, at der kan ses et mønster i temperaturrekorder de seneste par årtier.

– De seneste mange år har vi jo udelukkende set varmerekorder, siger han.

– Hver enkelt rekord er selvfølgelig ikke et direkte resultat af global opvarmning. Men man kan sige, at når man lever i et varmere system, så er der højere sandsynlighed for varmerekorder, siger Micheal Scharling.

Februar har i det hele taget været varmere end gennemsnittet for Danmark.

Det er dog for tidligt at spå om, hvad de unormale temperaturer betyder for vejret længere frem i tiden.

– Selv om vi har det varmt nu, betyder det ikke, at vi får en varm sommer. Der er godt potentiale for det, blandt andet fordi havvandet er varmere end normalt, siger klimatologen.

Han peger desuden på, at Danmarks vejr er styret af tilfældigheder mere end noget andet.

– Danmark er et lille land, og vi får vores vejr udefra.

/ritzau/