Drabssigtet rapper aflyser dansk koncert

Rapperen MHD, der skulle havde optrådt i Den Grå Hal, har aflyst koncerten, skriver Live Nation.

En koncert med den drabssigtede rapper MHD er aflyst. Det oplyser Live Nation, der har stået for koncerten. Koncerten skulle være afholdt den 30. januar i Den Grå Hal.

Ã…rsagen til aflysningen oplyses ikke, men rapperen blev tidligere i januar sigtet for drab.

– Vi er kede af at måtte informere om, at grundet ting uden for vores kontrol kan koncerten planlagt i Den Grå Hal i København den 30. januar ikke finde sted.

– Vi arbejder aktivt på at finde en ny dato i København så hurtigt som muligt. Vi påskønner jeres tålmodighed og forståelse og undskylder dybt for ulejligheden, skriver MHD i en kommentar.

På Live Nations hjemmeside beskrives MHD som en "fransk afro trap pionér" med mere end to millioner følgere på det sociale medie Instagram og 800.000 følgere på Facebook.

Der har været tvivl om, hvorvidt koncerten blev gennemført, siden den 23-årige Mohammed Sylla, som MHD egentlig hedder, og tre andre blev anholdt af politiet tidligere i januar.

De fire personer mistænkes for i juli sidste år at have været indblandet i et slagsmål, hvor en ung mand døde.

Mohammed Sylla afviser beskyldningerne, oplyste hans advokat Elise Arfi i en meddelelse til det franske nyhedsbureau AFP.

En kilde tæt på efterforskningen betegner slagsmålet, der fandt sted i Paris, som et opgør mellem to rivaliserende bander.

En 23-årig mand døde af knivstik og slag, og det er det dødsfald, som Mohammed Sylla ifølge politiet er medskyldig i.

Mohammed Syllas advokat derimod siger, at han "aldrig har været involveret i bandekonflikter".

Rapperen er mest for sangen "Afro Trap Part. 3 (Champions League)", som er en hyldest til fodboldholdet Paris Saint-Germain (PSG).

Live Nation oplyser, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at finde en ny dato til koncerten, og at billetkøbere derfor får deres penge refunderet.

/ritzau/