Tidligere FBI-boss hævder at være blevet fyret uden grund
Tidligere fungerende FBI-chef er blevet fyret, og ifølge kilder handler det om, at han går imod Donald Trump.
USA's forbundspoliti, FBI, har udført endnu en fyringsrunde, og blandt de fyrede er den tidligere fungerende direktør Brian Driscoll.Ifølge fire anonyme kilder med kendskab til sagen er fyringsrunden det seneste tiltag mod embedsmænd, der arbejder med sager, som går imod landets præsident, Donald Trump.
Brian Driscoll var fungerende direktør for FBI tidligere på året, før Kash Patel blev stemt igennem i Senatet.
Han er kendt for at beskytte flere FBI-medarbejdere, som havde spillet en rolle i efterforskningen af personer, som stormede den amerikanske kongresbygning den 6. januar 2021 i et mislykket forsøg på at omstøde Trumps valgnederlag.
Driscoll og den tidligere fungerende vicedirektør for FBI Robert Kissane forsøgte at afværge USA's tidligere fungerende vicejustitsminister Emil Boves forsøg på at indsamle en liste på navne over de personer, som efterforskede sagen.
Det førte til, at Emil Bove, der nu er appeldommer, beskyldte Driscoll og Kissane for ulydighed.
Driscoll fortalte torsdag sine kolleger i en skriftlig afskedshilsen, at han ikke havde fået nogen forklaring på sin afskedigelse.
- I går aftes blev jeg informeret om, at i morgen er min sidste dag i FBI. Jeg forstår, at I måske har mange spørgsmål om hvorfor, som jeg i øjeblikket ikke har svaret på. Der er ikke blevet formuleret nogen årsag på nuværende tidspunkt.
- I skal vide, at det har været mit livs ære at tjene sammen med hver og én af jer, lød det fra Driscoll.
FBI underrettede også mindst tre andre agenter om, at de vil blive afskediget inden fredag, og blandt dem var flere involveret i Trump-relaterede sager, lyder det fra kilderne, der optræder uden navn.
Fyringerne startede, da Trump blev indsat i januar. Det gælder blandt andet personer, der arbejdede på sager relateret til den 6. januar 2021.
Det gælder også den tidligere specialanklager Jack Smiths to tiltaler mod Trump for præsidentens opbevaring af klassificerede dokumenter og forsøget på at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020.
I de fleste af fyringerne fik medarbejderne ikke forklaringer på, hvorfor de blev afskediget. Mange har siden klaget, og sagerne står fortsat på.
FBI har afvist at kommentere sagen.
/ritzau/Reuters