Russisk sikkerhedstjeneste: Nyt angreb i Rusland er afværget

29. MAR 2024 • 20:31UDLAND

Rusland hævder at have afværget nyt angreb, efter at mænd skød mod koncertgængere sidste uge.

Tre mennesker fra "et centralasiatisk land" er blevet anholdt for planer om et angreb i den sydlige del af Rusland.

Det oplyser en talsperson for den russiske sikkerhedstjeneste FSB ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Angrebet skulle angiveligt finde sted i Stavropol-regionen, som ligger mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav i det nordlige Kaukasus.

Der er ifølge Tass fundet dele af en sprængladning, kemiske stoffer og granatsplinter i deres bolig.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side.

Billeder på russisk tv viser flere mænd, der holdes nede af FSB-agenter. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er en uge siden, at flere mænd skød med automatvåben mod koncertgængere i Crocus City Hall i udkanten af Moskva. Mindst 144 blev dræbt.

Fire hovedmistænkte fra det centralasiatiske land Tadsjikistan er efterfølgende blevet anholdt og varetægtsfængslet.

Det angreb - som der ifølge FSB var planer om, og som nu er blevet afværget - skulle ske ved at "detonere en bombe i en forsamling" af mennesker. Det melder den russiske sikkerhedstjeneste ifølge Tass.

Der er nu åbnet en straffesag mod de tre anholdt på baggrund af anklager om at forberede en terrorhandling, skriver det russiske nyhedsbureau.

Omkring 20 personer er blevet anholdt efter sidste uges angreb, som gruppen Islamisk Stat-Khorasan (IS-K) har taget skylden for.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sagt, at "radikale islamister" stod bag angrebet.

Fra både Putin og andre dele af det officielle Rusland lyder det dog samtidig, at Ukraine i vidt omfang var involveret i angrebet.

Det har både Ukraine samt vestlige lande og sikkerhedstjenester over en bred kam afvist.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU