Leder for serbiske bosniere er smidt på porten efter fængselsdom
Milorad Dodik har fået stadfæstet dom for at tilsidesætte ordrer fra international udsending i Bosnien.
Bosnien-Hercegovinas valgkommission har onsdag formelt afsat præsidenten for Republika Srpska, Milorad Dodik.Det oplyser valgkommissionen på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.
Republika Srpska er den overvejende serbiske del af Bosnien-Hercegovina.
Afsættelsen sker, efter at en appeldomstol 1. august stadfæstede en fængselsdom, som Milorad Dodik fik i februar.
Her blev han idømt et års fængsel og udelukket fra offentlige embeder i seks år for ikke at have efterlevet ordrer fra den øverste internationale udsending i Bosnien-Hercegovina.
Udsendingens rolle er at overvåge, at fredsaftalen, der satte et punktum for borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina i 1990'erne, bliver overholdt.
Medlem af valgkommissionen Suad Arnautovic fortæller på pressemødet, at afgørelsen fra appeldomstolen kan ankes til en højere retsinstans.
Valgkommissionen har afsat Dodik på baggrund af en lov, der giver hjemmel til at afsætte folkevalgte, hvis de bliver idømt mere end seks måneders fængsel.
66-årige Milorad Dodik har været politisk leder af Republika Srpska siden 2006.
Han har kaldt appeldomstolens afgørelse for "politisk" og for et slag mod Republika Srpska "orkestreret af EU".
Bosnien-Hercegovina har været opdelt i to autonome områder siden borgerkrigen, der sluttede i 1995: en overvejende serbisk del og en bosnisk-kroatisk del.
Under borgerkrigen blev massakren i Srebrenica, der ligger i den nuværende Republika Srpska, begået af bosnisk-serbiske styrker.
Massakren kostede 8000 muslimske mænd og drenge livet.
Selv om det er bredt anerkendt internationalt, at der var tale om et folkedrab, er der bosniske serbere, der fornægter det. Én af dem er Milorad Dodik.
- Serberne begik ikke folkedrab i Srebrenica. Det skete ikke, sagde han i juni - kort tid inden 30-årsdagen for massakren.
Efter valgkommissionens afsættelse af Dodik følger en periode, hvor afgørelsen kan ankes. Hvis afsættelsen herefter står ved magt, skal der inden for 90 dage udskrives valg til præsidentposten i Republika Srpska, skriver Reuters.
Det fremgår ikke, hvor lang ankeperioden er.
/ritzau/