Kina vil udpege Dalai Lamas efterfølger i Tibet
Mange tibetanere frygter, at Kina vil udpege Dalai Lamas efterfølger for at styrke landets kontrol over Tibet.
Kinas regering skal udpege den næste Dalai Lama, når den nuværende tibetanske buddhistiske leder er død.Det siger vicesekretær for Kinas kommunistparti i den autonome region Tibet Gama Cedain på et pressemøde ifølge Reuters.
- Den centrale regering har ubestridt det sidste ord i forhold til reinkarnationen af Dalai Lama, siger Gama Cedain med henvisning til Kinas regering.
Kina anser Tibet for at være en del af Kina, mens den kinesiske tilstedeværelse i regionen blandt nogle tibetanere ses som en besættelse.
Den nuværende Dalai Lama fyldte 90 år den 6. juli. Han har sagt, at hans reinkarnation - efterfølger - bliver født uden for Kina.
Han har afvist, at det kinesiske styre skal have indflydelse på, hvem der skal være den næste Dalai Lama.
Mange tibetanere i eksil har udtrykt bekymring for, at Kina vil forsøge at udpege en efterfølger for at styrke den kinesiske kontrol over Tibet.
Dalai Lama selv mener, at ansvaret for at udpege hans efterfølger skal ligge hos Gaden Phodrang, der er den institution, som Dalai Lama og hans forgængere har regeret igennem.
Dalai Lama er leder af Gelug-skolen, som er den mest indflydelsesrige retning inden for tibetansk buddhisme.
Man skelner mellem personen og institutionen Dalai Lama, og selve institutionen har historisk både haft religiøs og politisk autoritet i Tibet.
Det er ikke første gang, at Kina giver udtryk for at ville bestemme, hvem der skal være tibetanernes næste religiøse leder.
Få dage inden Dalai Lamas 90-års fødselsdag sagde en talsperson for Kinas udenrigsministerium, at Kina kræver, at en ny Dalai Lama skal godkendes af den kinesiske regering.
Dalai Lama har levet i eksil siden 1959, hvor kinesiske soldater nedkæmpede et oprør i Tibet mod det kinesiske kommuniststyre.
Samme år flygtede Dalai Lama over Himalaya til Indien. Her etablerede han en eksilregering.
Kina tog kontrol over Tibet i 1951.
/ritzau/