Iran kræver kompensation for genoptagelse af atommøder

31. JUL 2025 • 07:03UDLAND

USA skal kompensere Iran for tab i forbindelse med et angreb på iranske atomanlæg, siger Irans udenrigsminister.

USA skal kompensere Iran for tab i forbindelse med et angreb i juni på tre iranske atomanlæg, hvis Iran skal genoptage forhandlingerne om en atomaftale med USA.

Det fortæller Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, til mediet Financial Times.

- De skal forklare, hvorfor de angreb os midt i forhandlingerne, og de skal sikre, at det ikke gentager sig, siger Araghchi.

- Og så skal de yde kompensation for de skader, de har forvoldt, lyder det videre.

Udenrigsministeren fremlægger ingen detaljer for, hvordan Iran skal kompenseres. Han forklarer heller ikke, hvordan en garanti mod fremtidige amerikanske angreb på Iran skal udformes.

Araghchi varetager rollen som Irans chefforhandler, når det kommer til forhandlingerne omkring en atomaftale.

Han fortæller, at det er muligt for de to lande at genoptage forhandlingerne, der gik i stå, efter at Israel den 13. juni angreb Iran. Formålet med angrebet var ifølge Israel at forhindre Iran i at blive en militær atommagt.

Natten til den 22. juni sendte USA militærfly mod Iran for at angribe de iranske atomanlæg Natanz, Isfahan og Fordow.

USA's indblanding i konflikten har udfordret tilliden til USA, siger Araghchi.

- Vejen frem til forhandlingsbordet er smal, men den er ikke umulig.

- Jeg er nødt til at overbevise mit bagland om, at hvis vi går ind i en forhandling, så er den anden side også interesseret i en aftale, der er god for begge parter, siger Abbas Araghchi.

Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, har i nu halvanden måned ikke haft adgang til Irans atomanlæg.

Kort efter USA's angreb i juni valgte Iran at suspendere samarbejdet med IAEA, der er FN's atomvagthund.

En delegation fra IAEA vil alligevel snart besøge Iran - dog uden at få lov til at inspicere landets atomanlæg.

Det oplyste Irans viceudenrigsminister, Kazem Gharibabadi, for en uge siden.

Vi har accepteret at modtage en delegation fra IAEA, en teknisk delegation, som meget snart vil besøge Iran. Det sker inden for to til tre uger, sagde Gharibabadi onsdag i sidste uge.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT