Flere er kommet til skade under indspilning af ny Hollywoodfilm

24. APR 2024 • 00:34UDLAND

Lørdag gik det galt under indspilningen af "The Pickup", der har komikeren Eddie Murphy i hovedrollen.

Adskillige personer er kommet til skade i en ulykke under indspilningen af filmen "The Pickup" med komikeren Eddie Murphy i hovedrollen.

Det oplyser en talsperson fra produktionsselskabet bag, Amazon MGM Studios.

Ulykken fandt sted lørdag, mens man var i gang med at indspille en actionscene. Hændelsen beskrives ikke nærmere.

- Desværre gik scenen ikke som planlagt, hvilket førte til, at adskillige personer kom til skade, siger talspersonen.

Amazon MGM Studios er i færd med at kortlægge forløbet for at blive klogere på, hvordan ulykken opstod.

Foruden Murphy spiller skuespillerne Pete Davidson og Keke Palmer med i filmen.

Talspersonen oplyser ikke, hvem der er kommet til skade. Men det var ikke det primære produktionshold, der havde ansvaret for scenen, hvorfor det formodes, at ingen af stjerneskuespillerne var involveret.

Ifølge produktionsselskabet blev alle de gældende regler på området gennemgået før indspilningen af scenen.

- Filmholdet og skuespillernes helbred er vores førsteprioritet, lyder det fra talspersonen.

Ifølge mediet Deadline fandt ulykken sted i byen Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Sikkerhedsstandarden i Hollywood har været i fokus, siden filmfotografen Halyna Hutchins i 2021 blev dræbt på settet for westernfilmen "Rust", da hun ved en fejl blev skudt i maven.

I sagen blev Hannah Gutierrez-Reed, der var våbenansvarlig på "Rust", for nylig idømt 18 måneders fængsel for uagtsomt manddrab.

Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin, der var hovedrolleindehaver og producer på filmen, og som førte pistolen, da Hutchins blev skudt, er også tiltalt for uagtsomt manddrab. Han nægter sig skyldig.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU