Clara Tauson får mulighed for revanche mod verdens nummer tre

2. AUG 2025 • 03:51SPORT

Iga Swiatek har slået tyskeren Eva Lys ud af WTA-turnering i Canada. I ottendedelsfinalerne venter Tauson.

Den polske tennisspiller Iga Swiatek er klar til ottendedelsfinalerne i WTA 1000-turneringen i Montreal i Canada.

Her venter et opgør med danske Clara Tauson.

Natten til lørdag klarede Swiatek sig sikkert gennem turneringens tredje runde med en sejr over tyskeren Eva Lys i to sæt med cifrene 6-2, 6-2.

Verdens nummer tre var tydeligt for stor en mundfuld for Lys, som dog gjorde sit bedste for at gøre kampen interessant.

Det er første gang i to år, at 24-årige Iga Swiatek når fjerde runde i turneringen.

- Det er altid sjovt her. Det var en god kamp, så jeg er glad for at få chancen til at spille endnu en her, lød det fra hende efter kampen.

Swiatek og Tauson var sidst i duel under sommerens Wimbledon. Her trak polakken sig sejrsrigt ud af en kamp, der var præget af, at den 22-årige dansker var skidt tilpas.

Swiatek gik derefter hele vejen og tog trofæet med hjem.

I Montreal ser Clara Tauson dog ud til at være i storform.

Fredag aften spillede hun sig forbi ukrainske Yuliia Starodubtseva i to sæt med cifrene 6-3, 6-0.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT