68 palæstinensere meldes dræbt i Gaza i israelske angreb
Tre steder i Gazastriben blev der tirsdag affyret skud, mens folk ventede på nødhjælp, melder civilforsvaret.
68 palæstinensere meldes tirsdag dræbt som følge af israelske skud eller luftangreb i Gazastriben.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Talsmand for Gazas civilforsvar, Mahmud Bassal, fortæller, at 56 af de dræbte mistede livet tre forskellige steder i Gaza, mens de stod i kø eller ventede på nødhjælp.
30 palæstinensere blev dræbt nær byen Khan Yunis, mens de ventede på nødhjælp, oplyser Bassal.
Den israelske hær fortæller til AFP, at den affyrede advarselsskud, men at den ikke er klar over, at nogen skulle være døde.
Yderligere 20 personer blev ifølge talsmanden Mahmud Bassal dræbt af israelske skud nær grænseovergangen ved Zikim i det nordlige Gaza. Israelsk militær oplyser til AFP, at det er i gang med at undersøge sagen.
I det centrale Gaza meldes seks personer dræbt af skud, mens de ventede på uddeling af mad tæt på et distributionscenter. I samme forbindelse blev 21 personer såret, fortæller Mahmud Bassal.
Den israelske hær afviser, at den har åbnet ild nær et distributionscenter for nødhjælp i det centrale Gaza.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mødtes tirsdag med højtstående sikkerhedsfolk for at arbejde på en ny strategi for den næsten to år lange krig mod den militante gruppe Hamas i Gazastriben.
- Det er nødvendigt, at besejre fjenden i Gaza, befri alle de tilfangetagne gidsler og sikre, at Gaza ikke længere udgør en trussel mod Israel, sagde Netanyahu.
Flere israelske medier berettede efter mødet, at Netanyahu overvejer at besætte Gazastriben, hvilket han ikke selv har kommenteret.
Meldingen om en mulig israelsk besættelse af Gazastriben fik FN's vicegeneralsekretær, Miroslav Jenca, til at komme med en advarsel.
Jenca mener, at det vil få katastrofale konsekvenser for både palæstinensere og de tilbageværende israelske gidsler, som den militante gruppe Hamas fortsat holder fanget.
/ritzau/AFP