23 meldes dræbt i forsøg på at hente mad i Gaza
Israels militær oplyste for nylig, at der skulle udpeges humanitære korridorer til levering af mad og medicin.
23 personer er søndag blevet dræbt af israelske styrker i Gaza, mens de forsøgte at hente mad.Det skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af oplysninger fra hospitaler og vidner.
Nasser-hospitalet i det sydlige Gaza oplyser, at det har modtaget flere lig fra ruter, der fører til steder, hvor der uddeles nødhjælp.
Det omfatter otte lig fra området Teina, der ifølge AP ligger omkring tre kilometer fra et uddelingssted i Khan Younis.
Derudover blev mindst fem personer dræbt og 27 såret nær et uddelingssted tilhørende den israelsk-amerikanske organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) - tæt ved Netzarim-korridoren. Det oplyser Awda Hospital.
Israels militær oplyste i sidste uge, at det mellem klokken 10 om morgenen og klokken 20 om aftenen lokal tid vil pause militære aktiviteter i tre områder i Gazastriben.
Derudover lød det videre, at der også skulle udpeges humanitære korridorer, som kan benyttes mellem klokken 06 og klokken 23, så FN-konvojer kan levere mad og medicin.
FN-agenturer har imidlertid sagt, at nedkastninger af fødevarer fra luften er utilstrækkelige. Derudover skal Israel tillade, at der kommer langt mere nødhjælp ind til Gaza via landjorden, lyder det ifølge Reuters.
Søndag har Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium oplyst, at seks yderligere personer er døde af sult og underernæring i løbet af det seneste døgn.
Siden krigens begyndelse er i alt 175 dermed døde af, hvad internationale humanitære organisationer vurderer kan være en udviklende hungersnød. Heraf er 93 børn, skriver Reuters.
Søndag citerer nyhedsbureauet det belgiske forsvarsministerium for, at landets luftvåben har nedkastet nødhjælpspakker - de første i en række af nødhjælpspakker, der skal leveres. Det er sket i samarbejde med Jordan.
Den igangværende krig begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas-bevægelsen, der kontrollerer Gaza, angreb Israel fra Gaza. Her blev over 1200 mennesker ifølge israelske myndigheder dræbt.
Samtidig tog Hamas ifølge nyhedsbureauet AFP 251 gidsler. Herefter gik Israel til angreb på Hamas i Gaza.
Siden er over 60.000 palæstinensere blevet dræbt i israelske angreb i Gaza.
Samtidig blev over 145.870 mennesker meldt såret og tusindvis savnet.
Sådan lød det fra Gazas sundhedsministerium tidligere på ugen. Tallet er ikke blevet uafhængigt verificeret, men FN har flere gange udtalt, at det anses som troværdigt.
/ritzau/