Fem minearbejdere er fanget i chilensk kobbermine på andet døgn

2. AUG 2025 • 06:53UDLAND

Mere end 100 redningsfolk arbejder på at nå frem til arbejdere, der er fanget i kobbermine efter et jordskælv.

Mere end 100 mennesker er involveret i et forsøg på at nå frem til fem minearbejdere, der i mere end et døgn har været fanget i verdens største underjordiske kobbermine, El Teniente, i Chile.

Det oplyser Andres Music, der er direktør for minen, natten til lørdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kobberminen ligger omkring 100 kilometer syd for Chiles hovedstad, Santiago de Chile, i Andesbjergene.

Minearbejderne blev fanget i minen, efter at et jordskælv ramte området torsdag klokken 17.30 lokal tid - 23.30 dansk tid.

- Indtil videre har vi ikke været i stand til at etablere kontakt til dem. Tunnelerne er lukkede, de er styrtet sammen, siger Music.

På tidspunktet for jordskælvet befandt de fem minearbejdere sig 900 meter under jorden. Deres nøjagtige placering er sidenhen blevet fastslået med specialudstyr.

En person mistede livet som følge af sammenstyrtningerne i minen.

Det statsejede chilenske mineselskab Codelco oplyser tidligt lørdag morgen dansk tid, at redningshold indtil videre har arbejdet sig gennem 4 ud af de 20 meter, der adskiller minearbejderne fra redningsfolkene.

Maximo Pacheco, der er præsident for Codelco, har lovet, at mineselskabet vil gøre alt, hvad der er muligt for at redde de fem minearbejdere.

- Al vores erfaring, al vores viden, al vores energi og al vores styrke er dedikeret til denne sag og til at gennemføre den, sagde han på et pressemøde fredag ifølge AFP.

Minearbejdernes familier er desperate efter at få nyt om deres kære.

- De har ikke forklaret os noget. Ingen har henvendt sig til os for at tale med os, for at fortælle os, om min bror er okay eller ej, sagde en bror til en af minearbejderne til AFP fredag.

Chile er verdens største kobberproducent. Landet står for lige knap en fjerdedel af den globale produktion af det rødbrune metal.

Sidste år blev der udvundet 356.000 ton kobber i minen El Teniente. Det er næsten syv procent af Chiles samlede kobberproduktion.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT