FC Midtjylland snupper Turbo-Bent i Brøndby

4. AUG 2025 • 16:16SPORT

Den tidligere landsholdsangriber Bent Christensen forlader Brøndby og skifter til rivalen FC Midtjylland.

FC Midtjylland har været på rov i Brøndby og lokket Bent "Turbo" Christensen til Herning.

Hos FCM skal "Turbo-Bent", som den tidligere målræv bliver kaldt, være ny akademichef fra 1. september.

58-årige Bent Christensen har i mange år været ansat i Brøndby, hvor han også spillede som aktiv og blev dansk mester fem gange.

I de seneste år har Bent Christensen været transitionstræner i Brøndby og har dermed hjulpet med at få unge talenter op på førsteholdet. Men nu skifter han til en af de største rivaler i Superligaen.

- Jeg har været mange år i samme klub og prøvet forskellige roller, men jeg mærkede et behov for at udfordre mig selv på en ny scene.

- FC Midtjylland har længe været en klub, jeg har fulgt og haft stor respekt for - både for det, de har opnået, og den måde, de arbejder på.

- Det vækkede min nysgerrighed, og i dialogen med klubben kunne jeg mærke, at der var et stærkt fælles ønske om at løfte sig endnu et niveau, siger Bent Christensen.

Tidligere i karrieren har han også været ansat i Dansk Boldspil-Union (DBU) som landstræner for U19-holdet.

Bent Christensen var også en del af truppen til europamesterskabet i 1992, men han var ikke med hele vejen til guldtriumfen. Han er muligvis en af de spillere fra EM-truppen, man forbinder mindst med triumfen i Sverige.

Angriberen blev nemlig skadet i den anden kamp mod Sverige og rejste senere hjem.

"Turbo-Bent" havde efter EM en omtumlet karriere i tysk, græsk, spansk og tyrkisk fodbold, inden han vendte hjem til Brøndby. Karrieren blev afsluttet i Brønshøj.

Han gik senere trænervejen, og han bestred forskellige trænerjobs i Brøndby i en årrække.

I FCM er fodbolddirektør Jacob Larsen er glad for at kunne tiltrække Bent Christensen.

- Bent er ikke en klassisk akademichef - og netop dét, tror vi bliver styrken. Han kommer med en kombination af fodboldfaglighed, menneskelig indsigt og et brændende fokus på udvikling.

- I Brøndby og DBU har han vist, at han både kan sætte retning og give plads til individet.

- Nu tager han skridtet ind i et nyt ledelsesansvar, og vi er overbeviste om, at hans nysgerrighed, autoritet og erfaring vil bidrage til at løfte vores akademi yderligere, siger Jacob Larsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT