BMX-dansker skriver historie med sjetteplads ved VM
Magnus Dyhre blev den første danske herre i en finale ved BMX-VM. Jyden blev nummer seks på Amager.
Magnus Dyhre blev søndag den første danske herre i en finale ved VM i BMX nogensinde.Efter flotte præstationer i sin kvart- og semifinale var 23-årige Dyhre blandt de otte finalister på banen i Amager, men her blev modstanden for hård.
Efter en skidt start fik Dyhre aldrig rigtigt leveret et modsvar, men han pressede sig trods alt sig op på sjettepladsen på målstregen.
Danskeren forklarede efterfølgende, at han kæmpede med en lille krampe i det venstre lår i finalen.
- Jeg er tilfreds nok med min sjetteplads, og det var fedt at være i finalen. Der er ikke nogen på herresiden, der nogensinde har lavet en finale. Det er bare sygt nice at tilføje noget til historiebøgerne, siger Dyhre i en pressemeddelelse.
Franske Arthur Pilard tog guld foran australske Izaac Kennedy og landsmanden Eddy Clerte.
Finaledagens anden dansker hos herrerne, Jakob Sardag, missede med meget lille margin akkurat at sikre sig en plads i finalen.
Hos kvinderne sluttede eventyret allerede i kvartfinalerne.
Hverken Malene Kejlstrup, der var det måske største danske finalehåb, eller Dorte Balle formåede at indløse billet til semifinalerne.
- Banen var bare så tung, at jeg ikke følte, at jeg kunne gøre den store forskel rundt omkring, men jeg kæmpede selvfølgelig, med det jeg kunne, men det var bare lidt tabt i første sving, siger Kejlstrup om kvartfinalen.
Hos både junior- og U23-herrerne var der til gengæld dansk finaledeltagelse søndag, men ingen medaljer.
Landstræner Klaus Bøgh Bonde blåstemplede den danske indsats ved mesterskaberne på hjemmebane.
- Vi drømte om to finaler, inden vi kom hertil, og det var virkelig en drøm, for VM er en svær størrelse - og det kan det også være på hjemmebane.
- Jeg kan ikke andet end at være ekstremt tilfreds med, hvordan rytterne håndterede det, og hvordan de har arbejdet, siger landstræneren.
/ritzau/