AaB får tiltrængt sejr i nordjysk pokalopgør
AaB er videre til pokalturneringens anden runde, efter at klubben onsdag fik sin første sejr siden marts.
Efter 14 kampe uden sejr kom AaB tilbage på sporet onsdag aften.Der skulle dog forlænget spilletid til, før AaB fik sejren i hus over den nordjyske lillebror Vendsyssel FF i pokalturneringens første runde.
AaB var foran 1-0, men i tillægstiden tvang Vendsyssel kampen i forlænget spilletid. Her var AaB skarpest og satte sejrsmålet ind til slutresultatet 2-1.
Dermed fik Steffen Højer også sin første sejr som cheftræner for superliganedrykkeren. I Højers debut spillede AaB uafgjort mod Hobro i 1. division.
Før sejren efter 120 minutter mod Vendsyssel havde AaB ikke vundet siden en superligasejr over Sønderjyske i marts.
Det lignede ellers, at AaB kunne nøjes med 90 minutter i Hjørring onsdag.
Mads Bomholt var på vej til at blive matchvinder med sit mål efter godt en times spil, men i tillægstiden fik hjemmeholdet tilkendt et straffespark.
Det sparkede Magnus Munck ind og sendte kampen i forlænget spilletid.
Her havde AaB marginalerne med sig, da et langskud fra Kelvin John ramte stolpen og røg ind i ryggen på Vendsyssels keeper for derefter at gå i mål.
AaB-holdet fik dermed tanket selvtillid, inden HB Køge venter i 1. division i weekenden. Efter de første tre runder har AaB to point på rækkens syvendeplads.
Vendsyssel rykkede i sidste sæson ud af 1. division.
/ritzau/