Styrelse advarer 75.000 boligejere om fare for restskat

18. APR 2024 • 14:07INDLAND/KRIMINAL

Tusindvis af boligejere, der risikerer restskat grundet for stor skatterabat i 2024, får nu direkte besked.

Omkring 75.000 boligejere, der har fået en for stor skatterabat i 2024 og dermed risikerer restskat, får nu direkte besked af Vurderingsstyrelsen.

Det er kun boligejere, hvis restskat på grund af skatterabatten er 5000 kroner eller mere, der vil modtage et brev.

Det er betydeligt flere, der er berørte af problemstillingen, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Problemstillingen opstår, når boligejere får skatterabat på deres ejendomsværdiskat, men et fald i grundskylden - eller omvendt.

Her bliver den korrekte skatterabat først beregnet i forbindelse med årsopgørelsen for skatteåret 2024.

Styrelsen skriver nu, så berørte skatteydere kan planlægge deres økonomi. Men også for at vejlede ejerne om deres muligheder, lyder det.

Skatten for mange af landets boliger steg ved nytår, hvor boligerne fik markant højere ejendomsvurderinger.

Men det er på Christiansborg blevet besluttet at give en skatterabat på det beløb, som ens skat står til at stige med i 2024.

Skattesystemets it-systemer kan dog ikke håndtere regnestykket for de to slags boligskatter, hvis den ene skat er steget, mens den anden er faldet.

Fra forskudsopgørelsen 2026 vil skatterabatten blive udregnet korrekt, men nogle boligejere vil altså få en for stor skatterabat i løbet af forskudsårene 2024 og 2025.

- Jeg forstår godt, at det kan være forvirrende, når skatterabatten først bliver regnet på tværs af boligskatterne i forbindelse med årsopgørelsen. Det er planen, at den skal regnes på tværs allerede på forskudsopgørelsen 2026, siger Hanne Michaelsen, underdirektør i styrelsen, i meddelelsen.

- Indtil den løsning er klar, gør vi vores bedste for at informere de borgere, der er berørt af problemstillingen.

Den manglende betalte boligskat fører ikke nødvendigvis til restskat, da der er mange forhold, der har betydning for beregningen af årsopgørelsen, skriver styrelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU