Juli slår rekord med 225 millioner pantede dåser og flasker
Der er blevet slået pantrekord for en måned denne sommer. Den hidtidige rekord var fra juli sidste år.
Det har raslet og klirret i de danske pantmaskiner som aldrig før i juli.I alt blev der nemlig returneret 225 millioner dåser og flasker i løbet af måneden.
Det skriver Dansk Retursystem, som driver det danske pantsystem, i en pressemeddelelse.
Det er en stigning på 13 millioner fra samme måned sidste år, som havde den hidtidige rekord.
Jesper Frische Larsen, som er driftsdirektør i Dansk Retursystem, roser danskernes "gode pantvaner".
- Det er en stor milepæl for os, som viser, at danskerne bakker op om pant- og retursystemet, siger han i pressemeddelelsen.
I alt er det 93 procent af alle dåser og flasker med pant, som kommer tilbage, men der er også 7 procent, som ikke bliver pantet.
Det sidste tal ønsker Dansk Retursystem at få længere ned.
- Det er enormt vigtigt, at vi får flest mulige tomme flasker og dåser tilbage, siger Frische Larsen.
Dansk Retursystem har drevet pantsystemet siden 2002, fremgår det af virksomhedens hjemmeside. Det gør virksomheden, som er nonprofit, under tilsyn fra Miljøministeriet.
I hele 2024 kom der 2,1 milliard flasker og dåser tilbage.
Over de seneste fem år har der været en støt stigende tendens fra 1,7 milliarder pantede dåser og flasker i 2020.
I 2021 var der således 1,9 milliarder pantede dåser og flasker, mens tallet i 2022 og 2023 var på 2,0 milliarder.
De mange flasker og dåser, der sidste år blev pantet og genanvendt, har sparet udledningen af 234.000 ton CO2, i forhold til hvis der skulle produceres nye flasker og dåser, oplyser Dansk Retursystem.
/ritzau/