Parlamentsmedlem afsløret i stor korruptionssag i Ukraine

2. AUG 2025 • 19:57UDLAND

Fire er anholdt i omfattende korruptionssag i Ukraine om militære droner, der blev indkøbt til overpris.

Ukraines antikorruptionsmyndigheder har afsløret omfattende korruption i forbindelse med indkøb af droner og de såkaldte jammere, der bruges til at forstyrre signaler for fjendens droner og fly.

Disse indkøb er sket til overpriser, og overskuddet er gået i lommerne på en række personer, der nu er sigtet i sagen.

Fire personer er blevet anholdt.

Afsløringen kommer blot to dage efter, at Ukraines parlament vedtog et lovforslag om at genetablere uafhængigheden for de to antikorruptionsorganer Nabu og Sapo.

I en fælles erklæring oplyser Nabu og Sapo, at de har afsløret et parlamentsmedlem, to lokale embedsmænd og et ikke nærmere angivet antal medlemmer af nationalgarden i at modtage bestikkelse.

Ingen af dem er navngivet.

- Kernen i ordningen var at indgå statslige kontrakter med leverandørfirmaer til bevidst oppustede priser, skriver Nabu og Sapo i erklæringen.

Blandt de mistænkte er også ledende ansatte i forsvarsvirksomheder, skriver nyhedsbureauet AFP.

De involverede har angiveligt modtaget returkommissioner på op til 30 procent af det beløb, kontrakterne lød på.

Antikorruptionsmyndighederne oplyser ikke, hvor store beløb det drejer sig om.

Men det fremgår af deres fælles erklæring, at der er tale om "modtagelse og udbetaling af ulovlige ydelser i særligt stort omfang", skriver AFP.

Regeringens forsøg på at fratage Nabu og Sapo deres uafhængighed udløste de største demonstrationer i Ukraine siden Ruslands invasion i 2022.

En lang række af Ukraines allierede, herunder EU, så det som et klart tilbageskridt for korruptionsbekæmpelsen i landet, hvis de to organer skulle være under regeringens kontrol.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT