Storsælgende kræftmiddel får Genmab til at skrue op for forventninger

7. AUG 2025 • 17:51ERHVERV/POLITIK

Genmab har i første halvår af 2025 haft en omsætning på omkring 10,3 milliarder danske kroner.

Det danske biotekselskab Genmab har skruet op for forventningerne til hele 2025 efter yderligere succes med kræftlægemidlet Darzalex.

Det fremgår af selskabets halvårsregnskab, der er offentliggjort efter børsluk torsdag eftermiddag.

Selskabet forventer nu en omsætning på mellem 3,5 og 3,7 milliarder dollar i hele 2025. Tidligere lød forventningen på mellem 3,34 og 3,66 milliarder dollar.

Selskabet har i første halvår af 2025 øget sin omsætning med 19 procent i forhold til samme periode sidste år og har således omsat for 1,6 milliarder dollar.

Det svarer til omkring 10,3 milliarder danske kroner.

I regnskabet fremhæver Genmab, at den øgede omsætning primært var drevet af salget af blandt andet Darzalex, som bruges til behandling af knoglemarvskræft.

Genmab sælger lægemidlet Darzalex gennem medicinalselskabet Johnson & Johnson.

Det danske selskab modtager derfor royalties, hver gang produktet sælges.

Foruden salget af Darzalex har salget af sklerosemidlet Kesimpta bidraget til væksten.

- I første halvdel af året fortsatte vi med at gøre fremskridt i forhold til vores strategiske prioriteter, samtidig med at vi arbejder mod vores mål om at bringe vores innovative behandlinger ud til endnu flere patienter, lyder det fra selskabets administrerende direktør, Jan van de Winkel, i regnskabet.

Kort forinden offentliggørelsen af regnskabet skrev Genmab i en pressemeddelelse, at selskabet har søgt om udvidet anvendelse af kræftmidlet Epkinly.

Genmab blev grundlagt i 1999 og har hovedkvarter i København. Selskabet er også til stede i flere andre lande, herunder Holland, USA og Japan.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT