Nye tal: Byg tordner sig gennem sagspuklen

Nye tal: Byg tordner sig gennem sagspuklen
Nu går det endelig den rigtige vej. Puklen af byggesager er blevet formindsket med næsten 1.000 i år. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | 8. AUG • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
ERHVERV | 8. AUG • 15:30

En kæmpe bunke på næsten 2.000 verserende byggesager ved nytår er i starten af august lige knapt halveret til lidt over 1.000. De næste skridt ligger ifølge kommunen nu i høj grad hos borgere og virksomheder, der forsinker sager ved at glemme at færdigmelde eller bygger på en måde, der afviger fra byggetilladelsen.

Nu ligner det virkelig, at der er kommet meget mere skub i Bornholms byggesager.

Hvor Byg havde 1.927 igangværende sager ved nytår, er antallet pr. 4. august bragt ned til 1.070, oplyser regionskommunen fredag.

Det svarer til, at puklen af sager i år er blevet reduceret med 44,5 procent.

Sidste år gik der i gennemsnit 224 dage fra en ny byggesag kom ind, til den var blevet afgjort. Det tidsrum er nu reduceret til 137 dage, fortæller kommunen også fredag.

"Dette resultat er opnået via målrettede tiltag, som omfatter indførelse af nyt driftsstyringsværktøj, forbedret datakvalitet, ny journalplan og en styrket indsats på sager med servicemål", oplyser Center for Miljø, Plan og Kultur.

– Det er meget glædeligt, at vi er nået så langt på kort tid. Vi er ikke i mål endnu, men fortsætter med samme fokus og systematik i den kommende tid. Det er afgørende for borgerne, erhvervslivet og tilliden til kommunen, siger Helle Munk Ravnborg (EL), forperson i udvalget for natur, miljø og plan.

Bolden er nu hos ansøgerne

At Byg har fået gravet sig så lang ned gennem puklen af sager betyder også, at en stor del af arbejdet med at komme endnu længere ned nu ligger hos bornholmske borgere og virksomheder, har sendt en byggesag ind.

For nu er det fejl og forglemmelser fra ansøgerne, der gør, at et større antal sager ikke kan lukkes.

"Der er stadig over 1800 sager, hvor der er givet byggetilladelse, men hvor ansøgerne enten ikke har færdigmeldt byggeriet, eller ansøgernes byggeri afviger fra byggetilladelsen, hvorfor sagen ikke kan lukkes. Derfor er næste skridt en fokuseret indsats for systematisk at få fulgt op og afsluttet disse sager", hedder det også i den nye status om byggesagerne.

"Borgere eller erhvervsliv, som har bygget eller renoveret i henhold til udstedt byggetilladelse, kan hjælpe Byg ved selv at huske at færdigmelde opgaven", tilføjer kommunen.

"Byg opfordrer samtidig borgere og virksomheder til at forberede deres sager grundigt. Ved at sikre fuldt oplyste ansøgninger kan sagsbehandlingstiden nedbringes yderligere."

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT