Molslinjen lægger sag an – søger endelig afklaring

Molslinjen lægger sag an – søger endelig afklaring
Molslinjen søger en endelig afklaring af Rønne Havn A/S' rabatstruktur og prissætning og har derfor anlagt en sag ved Sø- og Handelsretten. Arkivfoto: Klaus Holsting
HAVN | RØNNE | 7. OKT 2021 • 12:04
Henrik Nielsen
Journalist
HAVN | RØNNE
7. OKT 2021 • 12:04

Molslinjen har anlagt en sag om Rønne Havn A/S’ rabatstruktur og prissætning ved Sø- og Handelsretten. Det er parterne enige om. Derudover er der ikke enighed om særlig meget.

I en pressemeddelelse fortæller Rønne Havn A/S, at man er overrasket over den nye konkurrenceretssag. Havnen henviser til lignende sager anlagt af den tidligere færgeoperatør, Danske Færger. Sager, som havnen mener at have vundet.

Den udlægning er Molslinjen ikke enig i.

– Rønne Havn er ikke blevet frikendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, for så vidt angår Molslinjen. Styrelsen besluttede at henlægge sagen af ressourcemæssige årsager uden at tage stilling til sagen, fortæller PR- og kommunikationschef Jesper Maack i en skriftlig kommentar, efter at Tidende har efterlyst en udtalelse fra rederiet.

Rønne Havn A/S henviser også til en dom fra Sø- og Handelsretten i maj i en sag mellem havnen og Danske Færger, som Molslinjen overtog i oktober 2018.

– I afgørelsen den 7. maj fik vi rettens ord for, at vi som havn kan ændre i vores rabatstruktur. Vi troede, at den afgørelse havde lukket enhver diskussion, om, hvorvidt vi som havn kan ændre i vores rabatstruktur og priser, siger administrerende direktør Thomas Bendtsen hos Rønne Havn A/S i en pressemeddelelse.

Igen er Molslinjen uenig i havnens udlægning:

– I sagen ved Sø- og Handelsretten mellem Danske Færger og Rønne Havn fik Danske Færger medhold. Retten fandt, at havnen havde forhøjet sine takster i strid med aftalen med Danske Færger, skriver Jesper Maack.

Med den nye sag søger Molslinjen en endelig afklaring.

– Disse to kendsgerninger, samt det forhold at der i dommen fra Sø- og handelsretten konstateres, at der er indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold, gør, at Molslinjen vil søge en endelig afklaring af dette spørgsmål, skriver Jesper Maack.

Derudover har Molslinjen ikke yderligere kommentarer, tilføjer han.