Flere amerikanere end ventet meldte sig ledige i sidste uge

965.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det oplyser USA’s beskæftigelsesministerium. Det skriver Ritzau Finans.

Det var flere end forventet. Ifølge Bloomberg ventede økonomer 789.000 nye ledige.

Tore Stramer, der er cheføkonom for Dansk Erhverv, frygter, at det høje ledighedstal er begyndelsen på en yderligere stigning den kommende tid.

– Et ugentlig ledighedstal på 965.000 er voldsomt højt og viser med skræmmende tydelighed, at viruskrisen sender tusindvis af amerikanere ud i ledighed hver eneste dag, skriver han i en kommentar.

– Jeg tror desværre, at vi kommer til at se en yderligere acceleration i ledigheden over de kommende uger. Smitten i USA sætter dagligt nye rekorder, og flere delstater har genindført en række restriktioner. Særligt det vigtige amerikanske detailsalg er blevet hårdt ramt med betydelig fald op i mod årsskiftet.

/ritzau/