Dobbelt så mange danskere har lejet sommerhus som normalt

Langt flere end normalt har allerede nu lejet et sommerhus til ferier i Danmark i 2021.

Antallet af sommerhusbookinger til 2021 lå ved udgangen af november på 240.000 uger.

Det er 14 procent højere end samme tid et år før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tallet er især trukket op af danskere, der vil holde ferie herhjemme, da der har været en fordobling af antallet af danske bookinger.

Antallet af tyske bookinger er steget med seks procent. At det samlede tal ikke stiger mere, skyldes, at tyskere normalt står for to tredjedele af alle bookinger af alle sommerhuse.

Det højere antal lejede sommerhuse fra danskere skal ses i sammenhæng med, at de danske myndigheder gennem de seneste måneder har frarådet unødvendige rejser ud af Danmark. Det tæller for eksempel ferier.

Den melding blev i sidste uge skærpet, så myndighederne nu fraråder alle rejser ud af landet.

/ritzau/