Dansk vindueskoncern køber op i Schweiz for milliarder

Den danske vindueskoncern Dovista køber schweiziske Arbonias division for facadevinduer- og døre.

Det oplyser Dovista i en pressemeddelelse. Prisen er omkring 2,4 milliarder kroner, oplyser Arbonia.

Den opkøbte division havde sidste år en omsætning på 2,5 milliarder kroner og har 2500 ansatte. Dovista har selv 4000 ansatte.

Dovista står bag en række vinduesbrands – herunder Velfac og Rationel – og er ejet af VKR Holding, der også ejer Velux – kendt for ovenlysvinduer.

Ifølge Dovista-topchef Allan Lindhard Jørgensen giver købet den danske koncern en stærkere position i særligt Polen, Schweiz, Slovakiet og Tyskland.

I forvejen har Dovista sine hovedmarkeder i de skandinaviske lande samt Storbritannien og Irland.

– Med købet udvider vi Dovistas brandportefølje med fire stærke brands og bliver dermed en betydende producent af facadevinduer og -døre i Europa, siger han i en pressemeddelelse.

Købet er endnu ikke helt på plads, da det skal godkendes af konkurrencemyndighederne.

/ritzau/