OVERBLIK: Norwegians vej fra kundernes yndling til afgrunden

Norwegian kæmper i øjeblikket for at undgå en konkurs.

Flyselskabet er belastet af en gæld på næsten 50 milliarder norske kroner, samtidig med at pengene fosser ud af selskabet.

Norwegian begyndte i 2013 at udvide forretningen til langdistanceflyvninger til lave priser.

Det er sket for lånte penge, og det er blandt andet den satsning, som i dag presser selskabet.

Men hvordan er det nået dertil. Læs mere her:

* 2012:
– Norwegian laver den største flyordre i Europas historie med 222 nye fly hos Boeing og Airbus. Gælden er på 3,8 milliarder norske kroner.

* 2013:
– Norwegian begynder at flyve på langdistanceruter til USA. Åbner baser i London og i Spanien. Gælden er på 4,4 milliarder norske kroner.

* 2014:
– Norwegian får tilladelse til at drive sine langdistanceflyvninger fra et datterselskab i Irland.

– Selskabet får det første underskud i seks år med et minus på lidt over en milliard norske kroner. Gælden er på 11,3 milliarder norske kroner.

* 2015:
– Norwegian satser yderligere på langdistanceruter – åbner ruter til blandt andet Las Vegas, Puerto Rico, St. Croix og Boston. Både 2015 og 2016 giver overskud, men gælden stiger til 21,2 milliarder norske kroner.

* 2017:
– Norwegians ekspansionsplaner fortsætter, og selskabet indgår et samarbejde om langdistanceruter med EasyJet. Gælden er på 22,3 milliarder norske kroner.

* 2018:
– Norwegian begynder at flyve indenrigs i Argentina. Det lykkes ikke at tjene penge, og man sælger datterselskabet i 2019.

– Norwegian varsler en ændring af selskabets strategi. Nu skal fokus være på at tjene penge frem for at vokse.

– Antallet af passagerer sætter rekord med 37,3 millioner på et år. Norwegian får et underskud på 1,8 milliarder norske kroner. Gælden er på 31,9 milliarder norske kroner.

* 2019:

– I januar iværksætter Norwegian en stor spareplan, hvor det blandt andet lukker baser i Spanien, Italien og USA – og udsætter leverancer af nye fly. Som en del af planen henter selskabet tre milliarder norske kroner ved at sælge nye aktier.

– I juli stopper medstifter Bjørn Kjos som administrerende direktør.

– Norwegian er udfordret af et flyveforbud med flytypen Boeing 737 MAX. Samtidig er der problemer med motorerne på nogle af selskabets langdistancefly.

– Norwegian oplever for første gang i årevis en tilbagegang i antallet af passagerer. Underskuddet lyder på 1,6 milliarder norske kroner, og gælden er på 58,3 milliarder norske kroner ved årets udgang.

* 2020:
– Coronakrisen rammer Norwegian hårdt, og selskabets passagertal falder med 99 procent i april og maj.

– Norwegian er presset økonomisk og begærer fire datterselskaber i Sverige og Danmark konkurs. Størstedelen af de ansatte sendes hjem.

– I maj lykkes det at forhandle en redningsplan på plads med kreditorer, som nedskriver dele af deres gæld mod at få aktier i selskabet.

– Det giver samtidig mulighed for at få fingre i en mindre hjælpepakke fra den norske stat. Der er nu penge til starten af 2021.

* 2020, november og december:

– Den norske regering siger nej til at deltage i ny redningsplan. Norwegian skærer helt ind til benet og har nu kun 600 ansatte på job og flyver kun indenrigs i Norge.

– 18. november søger Norwegian konkursbeskyttelse i Irland, hvilket bliver givet 7. december og giver selskabet mulighed for at forhandle en aftale på plads inden 26. februar.

– 17. december stemmer Norwegians aktionærer ja til en kriseplan, der giver ledelsen spillerum til at forhandle en aftale med kreditorer – herunder muligheden for at omlægge gæld til aktier.

Kilder: Norwegian, Sydbank, Bloomberg, Ritzau.

/ritzau/