Fiskere går usikker fremtid i møde med kortvarige EU-kvoter

EU-landenes fiskeriministre har torsdag morgen landet en aftale, der forlænger sidste års kvoter med tre måneder for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

I udgangspunktet må fiskerne i første kvartal fange 25 procent af kvoten for 2020. Dog er der aftalt en forhøjet kvote for sæsonfisk som makrel og blåhvilling.

Forhandlingerne har været præget af, at der fortsat ingen aftale er indgået med Storbritannien om de britiske farvande. Og heller ikke med Norge. Disse farvande betyder meget for fiskerne.

Derfor har det været præget af en usikkerhed, erkender den tyske fiskeriminister, Julia Klöckner, på et pressemøde torsdag morgen.

– Det var ikke muligt at sætte kvoterne højere på grund af brexit, og fordi vi må sikre bestandene, siger Klöckner.

Hun konstaterer, at der var nogle medlemslande, der havde ønsket højere kvoter for nogle fisk. Der måtte findes et kompromis, så man ikke overfisker bestandene.

– Vi ved ikke, hvad forhandlingerne med Storbritannien ender med. Men vi ved, at fiskerne har brug for et klart signal om, hvad der gælder fra 1. januar, siger Klöckner.

/ritzau/