Google har haft tekniske problemer: Youtube og Gmail var ramt

Flere af Googles platforme har mandag ikke virket for tusindvis af brugere over hele verden.

Det gjaldt blandt andet Youtube, Google Drive og Gmail.

Klokken 13.45 ser det dog ud til, at alle platformene virker igen.

På Twitter skrev Youtube, at de var klar over problemet og arbejdede på at løse det.

Samme melding lød det fra Googles kommunikationschef i Sverige til det svenske medie Dagens Industri.

– Ja, vi er klar over det og kigger på det lige nu, siger Joakim Larsson til Dagens Industri.

Hvad problemet skyldtes er ukendt på nuværende tidspunkt.

Nyhedsbureauet Reuters har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Alphabet Inc., der er moderselskabet for Google og deres forskellige platforme.

Ritzau afventer en kommentar fra Googles danske kommunikationsafdeling om årsagen til problemet.

/ritzau/