Rift om feriehuse i oktober – men hotellerne led

Mens der var rift om landets feriehuse i efterårsferien og oktober, var billedet et helt andet, når der kigges mod hoteller, feriecentre og vandrerhjem.

I de udlejede feriehuse var oktober den bedste af sin slags med 14 procent flere overnatninger end samme måned sidste år.

På landets hoteller, feriecentre og vandrerhjem faldt antallet af overnatninger derimod med omkring 38 procent.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Særligt Region Hovedstaden var ramt af tilbagegang i overnatningerne på hoteller, feriecentre og vandrehjem.

Her var der inklusive en lille fremgang på campingpladser 60 procent færre overnatninger i oktober. Det udgjorde 86 procent af den samlede tilbagegang i landet.

Ifølge Anders Christian Overvad, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, er det tredje måned i træk med fald i antallet af overnatninger.

De kommende måneder ser mørke ud for branchen, mener han.

– Vi slås igen med smittebølger, og det holder de udenlandske turister væk og holder ikke mindst mange danske gæster hjemme.

– Dertil kommer hotellerne til at mangle den sædvanlige juleaktivitet i år, og det lægger yderligere pres på en i forvejen presset branche, skriver han i en kommentar.

Der er dog lys i horisonten. En mulig snarlig coronavaccine giver nemlig håb.

– Det giver et håb om, at vi på et tidspunkt kan vende tilbage til mere normale tilstande – også i hotelbranchen.

– Vi kommer dog ikke uden om, at vejen derhen kan blive lang, og at ikke alle i branchen kommer til at klare den, skriver økonomen.

Særligt tyskerne var på besøg i landets feriehuse i oktober. De øgede overnatningerne med 13 procent.

De udgør klart den største del af gæsterne. De stod for tre ud af fire overnatninger.

Danskere stod stort set for resten. Her steg antallet med 38 procent.

/ritzau/