Tivoli i København lukker fra onsdag og resten af året som følge af regeringens skærpede restriktioner. Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.
Det er mandagens pressemøde i Statsministeriet, der har fået Tivoli til at beslutte at lukke for resten af julesæsonen.
– Tivoli opfatter regeringens og myndighedernes budskab som klart og entydigt: Vi skal ses og være sammen mindst muligt på kryds og tværs, indtil smittetallene er under kontrol, især i kommuner, hvor der er indført skærpede restriktioner, skriver forlystelseshaven i pressemeddelelsen.
Tivoli åbner igen den 27. marts 2021 til påske som start på en ekstra lang sommersæson.
I slutningen af januar 2021 åbner Koncertsalen med musicalen The Bodyguard, og senere kommer Midt om Natten og andre forestillinger for hele familien i Koncertsalen og Glassalen.
/ritzau/