Faldende medicinsalg trækker eksporten ned i oktober

Den danske eksport udfordres af restriktioner rundt omkring i verden.

I oktober faldt eksporten 6,3 procent fra måneden før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det skyldes særligt et stort fald i eksporten af medicin. Ifølge cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen er det lidt bekymrende.

– Men det hører også med til historien, at det kommer efter en solid fremgang i september. En fremgang, der var drevet af netop medicinaleksporten, skriver han i en kommentar.

Overskuddet på Danmarks betalingsbalance svandt også ind i oktober.

Overskuddet på de løbende poster faldt til 10,2 milliarder kroner i sæsonkorrigerede tal. Det var 3,6 milliarder kroner mindre end i september.

Betalingsbalancen er over- eller underskuddet ved Danmarks handel med udlandet. Den dækker både over værdien af handlen med varer og tjenester på tværs af den danske grænse samt for eksempel handel med aktier og investeringer.

Faldet skyldes særligt en tilbagegang i eksporten af tjenester til udlandet.

/ritzau/