Finansiel Stabilitet skal finde ny øverste direktør

Henrik Bjerre-Nielsen, der er administrerende direktør hos Finansiel Stabilitet, ønsker at fratræde sin stilling for at lade sig pensionere.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Finansiel Stabilitet. Det er et selskab, der er ejet af det offentlige, og som blev etableret i kølvandet på finanskrisen.

Mere konkret blev Finansiel Stabilitet stiftet i 2008 under finanskrisen som led i en aftale mellem staten og banksektoren i Danmark for at sikre den finansielle stabilitet.

Selskabet sørger blandt andet for at restrukturere og afvikle visse nødlidende finansielle virksomheder.

Den nu 65-årige Henrik Bjerre-Nielsen har været administrerende direktør for selskabet, siden det blev oprettet.

Men nu ønsker han altså snart at trække sig tilbage.

– Til sommer er det 25 år siden, at jeg for staten begyndte at arbejde med finansielle virksomheder, først som direktør for Finanstilsynet og siden finanskrisen i 2008 som administrerende direktør i Finansiel Stabilitet.

– Det har i flere år været et pejlemærke for min pensionering, siger Henrik Bjerre-Nielsen.

I pressemeddelelsen oplyses det, at Henrik Bjerre-Nielsen vil fortsætte som administrerende direktør, indtil hans efterfølger er tiltrådt i løbet af 2021.

Han vil være tilknyttet Finansiel Stabilitet i en overgangsfase, indtil han fylder 67 år.

Bestyrelsesformanden for Finansiel Stabilitet, Peter Engberg Jensen, fortæller i pressemeddelelsen, at bestyrelsen nu indleder arbejdet med at finde en afløser for Henrik Bjerre-Nielsen.

/ritzau/