Færre passagerer giver halvfyldte fly for Norwegian

Under coronapandemien har Norwegian fløjet med langt færre passagerer på grund af restriktioner og mindre efterspørgsel fra kunderne.

Den tendens er fortsat i november, hvor det norske flyselskab har fløjet med i alt 124.481 passagerer. Det er 95 procent færre end samme måned sidste år.

Det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.

Faldet i passagerantallet har haft betydning for Norwegians belægningsgrad, der fortæller noget om, hvor god selskabet har været til at fylde flyene op.

I november er belægningsgraden opgjort til 44,4 procent.

Ud over at det er et fald 39 procentpoint i forhold til samme måned sidste år, så fortæller det, at Norwegians fly har været mindre end halvfyldte.

I en kommentar til tallene konstaterer Jacob Schram, koncernchef i Norwegian, at pandemien fortsat har en negativ indvirkning på selskabets drift.

– Med rejserestriktioner i hele Europa er efterspørgslen meget lav.

– Det er imidlertid rigtig gode nyheder for luftfarten, at der snart kommer vacciner, og vi vil deltage i konkurrencen om kunderne, når mulighederne for at rejse kommer tilbage, siger Jacob Schram i pressemeddelelsen.

Allerede nu kan kunder købe flybilletter hos Norwegian til næste sommer, og ifølge direktøren er der positive tendenser i bookingerne.

Han siger, det er tydeligt, at folk er begyndt at tænke på sommerferien.

– Det er også værd at bemærke, at bookingerne op mod jul er gode, og vi har indsat 62 ekstra afgange.

– Nu glæder vi os til at flyve vores kunder hjem til jul, siger Jacob Schram.

Sammenlignet med tidligere har Norwegian i øjeblikket en del færre ruter, som man tilbyder kunderne. Det hænger sammen med den lavere efterspørgsel.

I øjeblikket flyver selskabet udelukkende indenrigs i Norge og Danmark samt fra København til Oslo.

/ritzau/