Restauranter: Ni ud af ti julefrokoster i år er aflyst

Normalt er december højsæson på landets hoteller, restauranter og konferencecentre, som plejer at bugne af julefrokostgæster. Men det ser coronakrisen i år ud til at spænde ben for.

Ni ud af ti julefrokoster i år er nemlig blevet aflyst. Sådan lyder vurderingen i en medlemsundersøgelse fra Horesta, der er brancheorganisationen for hoteller og restauranter.

Det skriver Horesta i en pressemeddelelse.

Normalt ligger julefrokostomsætningen i hotel- og restaurationserhvervet på cirka 2,5 milliarder kroner. I år ser det helt anderledes ud.

– Vores medlemmer vurderer, at omsætningen i år kun bliver på cirka ti procent af det normale, siger Jonas Kjær, der er cheføkonom hos Horesta, i meddelelsen.

Det skyldes blandt andet, at forbuddet mod forsamlinger på flere end ti personer har fået mange arbejdspladser til at aflyse store firmajulefrokoster.

De meget få julefrokoster kan få meget store konsekvenser for restaurationsbranchen, der i forvejen er hårdt ramt efter mange måneder med coronavirus, vurderer han.

– For nogle virksomheder er det den aktivitet, som giver størst omsætning, siger Jonas Kjær.

– Samtidig er omsætningen i december med til at hjælpe mange virksomheder igennem januar og februar, der er de måneder, hvor færrest går ud og spiser.

For at hjælpe branchen har Horesta sendt en anbefaling til danske arbejdsgivere om at give deres medarbejdere et gavekort til besøg på restauranter i julegave.

Og der er flere større arbejdspladser, der har fulgt opfordringen, oplyser Horesta i pressemeddelelsen.

Eksempelvis har Dagrofa Foodservice og Dagrofa Logistics besluttet at give i alt 1000 medarbejdere gavekort på 500 kroner, der kan benyttes på cirka 30 forskellige restauranter.

/ritzau/