Noma slår dørene op til permanent burgerbar

Den danske tostjernede michelinrestaurant Noma åbner en permanent burgerbar på Christianshavn i København, skriver Politiken.

I sommeren havde Noma stor succes med en midlertidig burgerbar, og den er altså kommet for at blive, siger kok og ejer af Noma René Redzepi til avisen.

– Vi opdagede, hvor fantastisk det er at lave noget for alle. Den første dag havde vi planlagt at lave 300 burgere, men gik i sidste øjeblik op til 1200.

– De første stod i kø klokken 5 om morgenen, siger han.

Burgerbaren skal hedde Popl. Navnet kommer fra ordet “populus”, som på latinsk betyder mennesker.

Den vil til siddende gæster og som takeaway servere fire burgere, både med kød og veganske og vegetariske bøffer.

Der vil i modsætning til i sommer også være småretter, som skifter med sæsonen.

Popl rykker ind i de lokaler, som tidligere husede Restaurant 108 – Nomas søsterrestaurant, som måtte lukke i slutningen af september.

/ritzau/