Tryg og canadiere vil købe Codan-ejer for 60 milliarder

Et af de største virksomhedsopkøb nogensinde på dansk grund er kommet et skridt nærmere.

Tryg og canadiske Intact er nået til enighed om at ville købe det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group for 60 milliarder kroner. Det oplyser Tryg i meddelelse.

Handlen er skruet sådan sammen, at Tryg overtager RSA’s aktiviteter i Sverige og Norge – henholdsvis selskaberne Trygg-Hansa og Codan.

Til gengæld får Intact aktiviteterne i Canada, Storbritannien og resten af verden.

På det danske marked er der lavet en lidt speciel konstruktion, hvor Intact og Tryg vil dele ejerskabet af Codan.

Den valgte model hænger sammen med, at Tryg og Codan i er henholdsvis nummer et og tre på det danske forsikringsmarked.

Hvis Tryg alene havde overtaget Codan, ville konkurrencemyndighederne muligvis se skeptisk på det, fordi Tryg så ville blive for dominerende på det danske marked.

Men modellen er, at Intact kommer til at stå 100 procent for driften af Codan i Danmark.

Tryg kan blive det største forsikringsselskab i Skandinavien med 5,3 millioner kunder og 6000 ansatte, hvis handlen går endeligt igennem.

– Vi har nu nået endnu en vigtig milepæl til at realisere en handel, der vil gøre Tryg til det største skadeforsikringsselskab i Skandinavien og som særligt vil styrke vores position i Sverige gennem overtagelsen af Trygg-Hansa, siger Tryg-topchef Morten Hübbe i en kommentar til handlen.

Trygs del af betalingen i den samlede handel er 35 milliarder kroner. Dermed kan opkøbet blive et af de største nogensinde for et dansk selskab, når man ser, hvad Tryg skal lægge på bordet.

Den er dog ikke på niveau med Carlsberg opkøb af det britiske bryggeri Scottish & Newcastle i 2008, som beløb sig til 57 milliarder kroner.

Handlen mellem Tryg, Intact og RSA er endnu ikke helt på plads, men forventes at blive det i andet kvartal næste år.

Inden da skal de tre selskabers aktionærer og en stribe myndigheder give grønt lys for handlen.

Bestyrelsen i RSA anbefaler sine aktionærer at stemme for, men inden en generalforsamling er afholdt, kan der potentielt komme et tredje selskab ind fra siden og lægge et højere bud.

/ritzau/