Tryg og canadiere enige om køb af Codan-ejer for 60 milliarder

Et af de største virksomhedsopkøb nogensinde på dansk grund er kommet et skridt nærmere.

Tryg og canadiske Intact er nået til enighed om køb af det britiske forsikringsselskab RSA Insurance Group for 60 milliarder kroner. Det oplyser Tryg i meddelelse.

Handlen er skruet sådan sammen, at Tryg overtager RSA’s aktiviteter i Sverige og Norge – henholdsvis selskaberne Trygg-Hansa og Codan.

Til gengæld får Intact aktiviteterne i Canada, Storbritannien og de øvrige internationale aktiviteter.

På det danske marked er der lavet en lidt speciel konstruktion, hvor Intact og Tryg vil dele ejerskabet af Codan.

Den valgte model kan hænge sammen med, at Tryg og Codan i er henholdsvis nummer et og tre på det danske marked.

Hvis Tryg alene havde overtaget Codan, ville konkurrencemyndighederne muligvis se skeptisk på det, fordi Tryg så ville blive for dominerende på det danske marked.

Tryg kan blive det største forsikringsselskab i Skandinavien med 5,3 millioner kunder og 6000 ansatte, hvis handlen går endeligt igennem.

– Vi har nu nået endnu en vigtig milepæl til at realisere en handel, der vil gøre Tryg til det største skadeforsikringsselskab i Skandinavien og som særligt vil styrke vores position i Sverige gennem overtagelsen af Trygg-Hansa, siger Tryg-topchef Morten Hübbe i en kommentar til regnskabet.

Trygs del af betalingen i den samlede handel er 35 milliarder kroner. Dermed er handlen en af de største nogensinde for et dansk selskab, når man ser, hvad Tryg skal lægge på bordet.

Den er dog ikke på niveau med Carlsberg opkøb af det britiske bryggeri Scottish & Newcastle i 2008, som beløb sig til 57 milliarder kroner.

Handlen mellem Tryg, Intact og RSA er endnu ikke helt på plads, men forventes at blive det i andet kvartal næste år.

Inden da skal de tre selskabers aktionærer og en stribe myndigheder give grønt lys for handlen.

Bestyrelserne i de tre selskaber anbefaler dog alle deres aktionærer at stemme for.

/ritzau/