Mærsk tjener små seks milliarder trods coronakrise

Den danske transport- og logistikkoncern Mærsk har i tredje kvartal nydt godt af højere fragtrater på de varer, selskabet har fragtet rundt om i verden.

Det har givet selskabet et overskud på cirka 5,9 milliarder kroner efter skat. Det viser Mærsks regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort onsdag.

Overskuddet i tredje kvartal er en del bedre end i samme kvartal sidste år, hvor Mærsk tjente cirka 3,3 milliarder kroner efter skat.

Forbedringen hænger blandt andet sammen med en lavere oliepris, der har gjort det billigere for Mærsk at sejle sine skibe, samt højere fragtrater.

Med højere fragtrater får Mærsk flere penge for at fragte varer for kunder.

/ritzau/