Mærsk tror på 500 millioner dollar mere i 2020 før skat

A.P. Møller-Mærsk opjusterer sine forventninger til 2020 med 500 millioner dollar målt på det såkaldte driftsresultat – indtjeningen før blandt andet renter og skat. Det svarer til cirka 3,14 milliarder kroner.

Det fremgår af en selskabsmeddelelse fra Mærsk tirsdag.

Mærsk forventer nu et driftsresultat på 8,0-8,5 milliarder dollar. Opjusteringen kommer, blot dagen før selskabet offentliggør sit regnskab for tredje kvartal.

Opjusteringen er baseret på de foreløbige finansielle tal for oktober og det øgede momentum i fjerde kvartal i fragtrater og volumener i Ocean-segmentet, skriver rederiet.

Ocean-forretningen er den del af rederiets forretning, der dækker over containerforretningen til søs.

Mærsk gør i meddelelsen opmærksom på, at markedssituationen og forventningerne dog fortsat er mere usikre end normalt på grund af covid-19-forstyrrelser.

Det er anden måned i træk, at selskabet ser en bedre indtjening i 2020 end først antaget.

Tilbage i oktober opjusterede selskabet sine forventninger til driftsresultatet i 2020 til 7,5-8,0 millioner dollar fra tidligere 6-7 millioner dollar.

Dengang meldte Mærsk samtidig ud, at man ville afskedige 2000 medarbejdere i tredje kvartal.

Det blev estimeret, at afskedigelserne ville koste firmaet cirka 100 millioner dollar svarende til cirka 630 millioner kroner i omkostninger vedrørende omstruktureringer.

/ritzau/