Coronakrisen giver Easyjet første helårstab nogensinde

I sit seneste regnskabsår har det britiske luftfartsselskab Easyjet haft et samlet underskud på cirka 10,6 milliarder kroner.

Det er det første helårsunderskud, i de 25 år Easyjet har eksisteret.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters i forbindelse med selskabets regnskab, der løber frem til og med slutningen af september.

Baggrunden for det historisk store underskud er coronakrisen, som har afholdt mange fra at rejse i størstedelen af 2020. Det har nemlig givet færre indtægter og alt andet lige gjort det sværere for Easyjet at tjene penge.

I det seneste regnskabsår har Easyjet haft en omsætning på cirka 25 milliarder kroner. Det er mindre end det halve i forhold til året før.

Også antallet af passagerer har været stærkt faldende. I alt har Easyjet fløjet med 48,1 millioner passagerer. Det er stort set en halvering sammenlignet med et år tidligere.

/ritzau/