Dansk økonomi i rekordcomeback efter historisk fald

Den danske økonomi har indhentet noget af det tabte i tredje kvartal.

Her ser Danmarks bruttonationalprodukt (bnp) ud til at være vokset rekordhøje 4,9 procent fra kvartalet før.

Det viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik (DST).

Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

Udviklingen kommer dog på en noget billig baggrund. I andet kvartal var der et historisk stort fald på 6,8 procent for den danske økonomi.

Ifølge DST er der fremgang i de fleste dele af økonomien oven på genåbningen af samfundet.

Blandt andet handel og transport bidrog markant til væksten, lyder det.

Trods fremgangen er økonomien ifølge analytiker Bjørn Tangaa Sillemann fra Danske Bank et stykke fra niveauet inden krisen.

– Der er stadig knap 4 procent op til det aktivitetsniveau, vi kendte, inden coronaen ramte Danmark, og det næste stykke kommer ikke lige så let som det første, for effekten af genåbningen får vi ikke igen i fjerde kvartal, skriver han i en kommentar.

Han vurderer, at økonomien i slutningen af året tynges af restriktioner:
– Rigtig mange arrangementer bliver ikke til noget – tag for eksempel alle julefrokosterne – og nedlukningen i Nordjylland kommer også til at tynge økonomien i fjerde kvartal, vurderer han.

Finansminister Nicolai Wammen (S) mener, at blandt andet hjælpepakker har hjulpet Danmark relativt godt gennem krisen sammenlignet med andre lande.

Usikkerheden er dog ikke drevet over, og nye nedlukninger flere steder skaber usikkerhed om dansk eksport og økonomi.

– Derfor gør regeringen alt, hvad den kan for fortsat at holde hånden under danske familier og virksomheder, siger han i en kommentar.

Bnp-tallet fra Danmarks Statistik bliver løbende revideret, i takt med at der kommer flere tal om udviklingen i økonomien.

Det er tidligere set, at der har været store revisioner flere år senere.

Bnp-faldet i andet kvartal blev for eksempel først vurderet til at have været på 7,4 procent. Siden er det blevet rettet til 6,8 procent.

/ritzau/